VAR-begik fejl i annullering af FCK-mål

FC Københavns Victor Nelsson fik forkert annulleret sin scoring til 4-2 mod FC Nordsjælland i søndagens sene Superliga-kamp, da VAR placerede offside-linjen forkert. En ”meget beklagelig, menneskelig fejl”, siger dommerudvalgsformand Michael Johansen.

I det 73. minut af søndagens sene 3F Superliga-kamp mellem FC København og FC Nordsjælland headede hjemmeholdets Victor Nelsson bolden i mål til 4-2.

VAR intervenerede og underkendte målet for offside på Victor Nelsson, men denne afgørelse var en fejl. Onside/offside-stregen blev placeret forkert af VAR, fortæller Michael Johansen, formand for DBU’s Dommerudvalg:

”Der sker i situationen en meget beklagelig fejl i brugen af offside-softwaren. VAR sætter offside-linjen forkert og kommer derfor til den forkerte afgørelse om at annullere scoringen. Målet til Victor Nelsson burde have talt. Det er en menneskelig fejl, som selvfølgelig ikke må ske. En fejl, vi lærer af og kommer til at arbejde stenhårdt for at undgå en gentagelse af. Vi er glade for, at det ikke fik afgørende betydning for kampens resultat, men undskylder over for FC København og Victor Nelsson, der ikke fik sit første mål for klubben, siger Michael Johansen og tilføjer:

”I VAR-teamet føler vi en forpligtigelse til at være åbne og transparente, og derfor vil vi gerne erkende, når vi laver en stor fejl. Det er et fælles projekt, og vi har alle en opgave i at få VAR til at lykkes til gavn for Superligaen.”

Som det kan ses og høres i videoen neden for af VAR-teamets håndtering af situationen, bliver offside-linjen ikke placeret på venstre fod af FC Nordsjællands nummer 3 (Ulrik Yttergård Jenssen), som den burde. Dermed bliver Victor Nelsson forkert vurderet til at være i en offside-position.

Herunder kan du se den fejlagtigt placerede offside-linje

Offside